I et spin af bedrag


"Der lød et hjerteskærende skrig om hævn. En sjælelig smerte gav genlyd op gennem sprækkerne fra en mørk fangekælder i den dybeste klippegrund under Alborz-bjergkæden, nord for det Persiske rige. Alene lå hun i det mørke, hun både forsvarede og frygtede. Det mørke hun ville nedkalde over alle de, der havde stjålet hendes frihed; stjålet hendes åndelige uskyldighed. Det sværgede hun." Tre årtusinder senere, i dette øjeblik, ligger hovedpersonen blodig, forreven og døende i en frossen svensk skovbund nord for Stockholm.

BESVÆRGELSEN er et historisk og psykologisk spændingsdrama, der fører hovedpersonen fra de goldeste tinder i Alaska, over Freedom Square i Kharkiv til de svimlende højder på Takht-e-Soleiman i Iran; på flugt fra sig selv, higende efter hævn, over dem der har stjålet virkeligheden og især på jagt efter sandheden om sin fars uforklarlige forsvinden. En færd, der til hans forskrækkelse viser sig at føre ham helt ind i hjertekammeret af den mest hemmelige og formørkede løgn om selve menneskeheden.

"Hans dybeste følelser blev i et splitsekund forvandlet til en rædsel,
der fik det til at svimle for ham. Han mærkede struben strammes
og en isnende fornemmelse løbe over huden ...
"

I en storslået og nervepirrende kamp mod tiden, tvivlen og kærligheden drages han dybere og dybere ind i en labyrint af manipulation, løgn og mord. Intet er, som det synes, og intet er længere sikkert. Det selvsamme, der oprindeligt førte ham ud over afgrunden, kæmper han nu for at forsvare med sit liv som indsats.

I BESVÆRGELSEN bliver du ført gennem et spind af konspirationer og bedrag, dybt ind i knoglemarven på menneskets sande identitet og helt ud på kanten af din fatteevne.

Lektørudtalelse

BESVÆRGELSEN har fået et af bogbranchens ubetinget fineste blå stempler med det, der kaldes en "Lektørudtalelse". Således indledes anmeldelsen:

"Simpelthen imponerende debut-moppedreng af en psykologisk spændingsroman, hvor de mange siders kvantitet forbilledligt matcher det fascinerende plot, som i omfang og tankespind er herligt udfordrende. ... En flot psykologisk debut-thriller med potentielt mange læsere."

Læs hele anmeldelsen nedenfor:

Anmeldelse på Litteratursiden

Af Arne Larsen, 25. august 2014

Thriller med internationale overtoner. Den stort anlagte mursten er på mange måder en imponerende præstation med sin blanding af spænding, psykologi og filosofi.

Hovedpersonen, Rei Theron, forsøger i romanens start i bogstaveligste forstand at flå sig selv i småstykker. Drevet af indre dæmoner, en længsel efter en forsvunden far og manglende mening med livet forsøger han at begå selvmord i en vinterklædt svensk skov. Måneder senere vågner han op efter en dødlignende koma og er i hvert fald fysisk helbredt. Psykologen Voight fortæller ham om et hemmeligt selskab, Pura Essentia, som vil kunne være vejen og løsningen til fred og en mening med livet for sådan én som Rei.

Rei indvilliger og flyves til en hemmelig lejr. Her får han beskrevet en forunderlig historie om Den store Fortælling, skabt af bevægelsen Matisya Hasiya, som i årtusinder har manipuleret med mennesker og deres virkelighedsopfattelse. Pura Essentia kan bedst sammenlignes med en modstandsbevægelse, og Rei får sammen med fire andre til opgave at trænge ind i Matistaens kommunikationscenter og hente livsvigtige oplysninger. En intensiv træning og planlægning starter, men hvad er egentlig det rigtige formål? Hvem er de gode og de onde, og hvad er sandt eller falsk? Rei kommer ud på sit livs rejse – en rejse, som fører ham til Alaska, Sverige, Iran og Ukraine – og en rejse, som for altid skal ændre hans syn på livet og meningen med det.

Velkendte forfattere som Dan Brown og Ole Clifford spøger kraftigt i baggrunden, men Morten Bracker har sin helt egen og ganske forfriskende tilgang til konspirationsgenren, og det er ganske godt gået af en debutant. Den store roman er samtidig godt skrevet, når man sådan lige har vænnet sig til den lidt højstemte og højtidelige sprogtone. De geografiske lokaliteter synes omhyggeligt researchet, og forfatteren har, trods mange sidespring og indviklede drejninger, fint styr på den pænt indviklede handling.

Indimellem forekommer beskrivelserne, især af bygningsværker, dog noget omstændelige og ”lange i spyttet”, og de forskellige personer får ikke helt deres eget liv, men det er i virkeligheden småting i en fortælling, som virkelig udfordrer i sit tankespind og sin historie.

Hvis man er til intriger, hemmeligheder, psykologi, filosofi og gådefulde sammenhænge tilsat den evige kamp mellem godt og ondt, får man virkelig noget for pengene.

Anmeldelsen kan læses på Litteratursiden her »

Mød forfatteren

Min helt store lidenskab har, fra jeg var en pure knægt, været at skrive. I bund og grund bare det at sætte livet og tankerne på ord, men især at give min livlige fantasi et sted at boltre sig. Jeg skriver med afsæt i den virkelighed, der omgiver mig og den historie, jeg er en del af. Altid vredet til smertepunktet af min søgen, omstændighederne, de store og små spørgsmål og især en på samme tid higende og magtesløs overgivelse til skønheden og meningsløsheden. Spændt ind mellem min stærke interesse for psykologien, de mentale menneskelige kældergange samt vores fælles historiske ophav.

I udløbet af denne labyrint af tankeforviklinger og forgrenede fortællinger kommer mine romaner som et intenst koncentrat, der til gengæld er skarpt, vedkommende og spændingsmættet, og altid med et budskab, en stærk historie og et åndeløst plot.

Du kan læse meget mere her om mig, og om hvordan du kan kontakte mig.

Get in touch

Du kan følge mig på Facebook og LinkedIn. Du kan også tilmelde dig mit Nyhedsbrev med løbende opdateringer fra mine Streams.

Du er hjertelig velkommen til at kommentere på mine streams, skrive til mig på min Facebookvæg (hvis du har anmodet om venskab) og følge min Facebookside eller connecte med mig på LinkedIn og i øvrigt kontakte mig direkte. Så, skulle du have noget på hjertet, er du altid velkommen til at dele det med mig. Og i lige så høj grad velkommen til at dele det med alle de andre på de sociale medier, der følger mig eller mine sider.

Booking

Ønsker du at arrangere mig til et interview, et foredrag eller en bogsignering, er du velkommen til at kontakte mig. Du kan læse mere her om booking og arrangementer.

skyline book 2

Tilmeld din e-mail

- og få automatisk besked om aktuelle nyheder, udgivelser, blogs, fri-kapitler, nye kurser og meget mere.




© Copyright 2019 - Morten Bracker. Alle rettigheder forbeholdes. Indhold må kun kopieres efter aftale.